Biodiversitet og fællesskab blomstrer i biavlerforening
I 10 år har foreningen Dronning Dorotheas Bivenner kombineret deres passion for biavl med et stærkt socialt fællesskab. Deres arbejde har til formål at øge respekten for naturen og biodiversiteten i Geografisk Have. Trods klimaforandringer ser foreningen positivt på fremtiden, hvor nye som gamle kræfter sikrer fortsat fællesskab og honningproduktion.

Formand Susanne Jensen har været biavler siden 1999. Foto af Frederikke Rejmer Glerup.
Går man en tur i Geografisk Have, kan det være, at man støder på Dronning Dorotheas Bivenners skolebigård. En solrig oktoberdag viser formand Susanne Jensen rundt mellem bihusene, der danner rammen om foreningens arbejde og fællesskab.
Tidligere i år fyldte den frivillige biavlerforening ti år. Selvom honningproduktionen varierer år for år, har der siden 2014 været garanti for at kunne skabe gode venskaber. ”Det er et skønt sted at være. Det handler både om at stikke hovedet ned til bierne og at være sammen,” fortæller Susanne Jensen.
”Vi oplever, at vi har en fælles hobby, hvor vi også hjælper hinanden,” siger Susanne Jensen, der samtidig understreger, at de er biavlere for hyggens skyld.
Der er altid en hjælpende hånd klar i foreningen, hvis man af den ene eller anden grund ikke selv kan passe på sine bier. ”Det at hjælpe hinanden giver en så meget tilbage. Det er der ingen tvivl om,” fortæller Susanne Jensen.
Udover fællesskab er foreningens motivation også at formidle om bierne og sprede interessen for biavl.
Mere end bare en hobby
Susanne Jensen fortæller, at biernes ve og vel er nødvendigt for en god biodiversitet. I Geografisk Have kan det blandt andet ses på blomsterne og buskene, samt høres fra fuglenes kvidren og biernes summen. ”Der er et rigtigt liv dér, hvor du færdes. Et liv med planter, et liv med dyr,” siger Susanne Jensen, mens hun beundrer området.
På den måde mener Susanne Jensen, at deres interesse for biavl er en værdifuld hobby. De små bier spiller nemlig en stor rolle i naturens cyklus. ”Det hele hænger sammen i naturen,” siger Susanne Jensen. ”Der er ikke noget uden det andet”. Derfor er det også vigtigt for foreningen at øge respekten for den natur, hvori bierne arbejder.
Dronning Dorotheas Bivenner har haft plads i Geografisk Have siden 2014. De er en del af Danmarks Biavlerforening. Foto af Frederikke Rejmer Glerup.
I takt med at naturen udfordres af miljøforandringerne, spår Susanne Jensen også udfordringer for foreningen. Især vandstanden i området bekymrer hende. ”Det er en af de ting, vi skal holde øje med. En dag kan det være, at vi ikke kan stå her længere,” siger Susanne Jensen og peger på en stor slange, der skal hjælpe med at reducere vandstanden i skolebigården.
Men Susanne Jensen er ikke bekymret for foreningen som fællesskab. Der er kommet nye til – unge som gamle. Især de unge kræfter er nødvendige, for at der i fremtiden kan være nogen til at bære de 20 kilo tunge honningkasser. Og denne udvikling lægger en dæmper på Susanne Jensens bekymringer: ”Ellers ville jeg blive bange for, at vi bare blev en flok gamle sure kællinger.”
Susanne Jensen er i hvert fald sikker på, at Dronning Dorothea om ti år stadig kan producere honning til maven og glæde til sjælen.