I 2035 vil Kolding nærme sig de 100.000 indbyggere. Det vil ifølge borgmester Knud Erik Langhoff (C) være positivt for den fremtidige velfærd i kommunen.

Syddansk Universitets campus i Kolding er en af grundene til den øgede tilflytning til byen. Foto af Bianca Victoria Skjerning

100.000 indbyggere i Kolding Kommune.

Det er en glædelig fremtidsudsigt, mener borgmesteren i Kolding Kommune Knud Erik Langhoff (C).

Nødvendigt med tilflyttere i Kolding Kommune

I Kolding Kommune bliver der stadig flere ældre, som skal bruge hjælp i hverdagen. For at udfylde det behov, er det nødvendigt med med flere tilflyttere, fortæller borgmesteren.

Desuden får den enkelte familie færre børn, hvilket vil sige, at der ikke bliver født tilstrækkeligt med babyer i Kolding. Slet ikke, hvis nogle af dem også vælger at flytte fra byen for at studere eller lignende. Også det skaber et behov for at tiltrække flere tilflyttere til byen.

”Hvis vi skal bevare befolkningstilvæksten, skolerne og daginstitutionerne, så bliver vi nødt til at sikre, at der kommer nogle tilflyttere,” uddyber han.

Uddannelse og børnepasning skal sikre udviklingen

Nogle af de tilflyttere, som Kolding Kommune særligt gerne vil have, er de unge. Ifølge Knud Erik Langhoff er en måde at tiltrække – og ikke mindst fastholde – denne gruppe, at give dem mulighed for at tage en videregående uddannelse i Kolding. På trods af dette initiativ konstaterer han, at en del af dem, der skal læse videre, vælger at tage til storbyerne i stedet.

Kommunen har også forsøgt at gøre det mere attraktivt at flytte tilbage til Kolding efter endt uddanelse i en af landets større byer. De har blandt andet fokuseret på at skabe gode rammer for familieforøgelse ved at have fokus på foreningslivet, daginstitutionerne og skolesystemet. Forældrene skal vide, at der er nogle ordentlige forhold for deres børn, hvis de flytter til Kolding:

”Vi gør os interessante for dem, der har været ude at studere. Når de får børn, så har vi nogle gode forhold for børnefamilier, sådan at vi kan trække dem hjem igen,” fortæller Knud Erik Langhoff. 

Kolding Kommune har allerede budgetlagt efter den stigende befolkning, og de er allerede i gang med at gøre plads til de nye indbyggere. Daginstitutioner og plejecentre er noget af det, som kommunen er i gang med at bygge, for at skabe plads til fremtidens stigende indbyggertal.

Print Friendly, PDF & Email