Sådan vil kommunen bekæmpe oversvømmelser sammen med borgerne
Når store mængder vand ruller ind over Kolding, skal borgerne selv kunne sikre sin ejendom mod oversvømmelser. Derfor vil kommunen hjælpe borgerne til hvordan.
Når himlen har åbnet sig, og regnen har silet i store mængder ned over Kolding, har det ofte været efterfulgt af skader og omkostninger. Det har både skabt omkostninger for borgerne og for kommunen.
Nu vil kommunen inddrage borgerne, så man i fællesskab kan blive dygtigere til at sikre byen mod de store vandmasser.
”Vi er i gang med en større indsats”
De områder, som er mest udsat, er primært lavtliggende områder ved fjorden eller områder omkring åen. Ifølge en risikostyringsplan fra Kolding Kommune vil de fleste af de områder være i fare for at blive ramt, selv ved en vejrhændelse, der statistisk sker én gang hvert 20. år.
Derfor skrider kommunen ind og vil inddrage borgerne i at forebygge oversvømmelser og ødelæggelser som eksemplet med stormfloden i oktober 2023. Her forårsagede de store mængder nedbør skader flere steder i byen.
Den 10. oktober holder TrekantBrand i samarbejde med Kolding Kommune en workshop, der skal hjælpe borgerne med at blive bedre til at sikre sine hjem mod oversvømmelse.
Jonas Møller Pedersen, der er beredskabskonsulent i Kolding Kommune, fortæller, at det sammen med deres gode samarbejdspartner TrekantBrand, handler om at give borgeren kvalificeret visning i, hvordan man beskytter sin ejendom.
Det er relativt nyt, at der er ansat en beredskabskonsulent i Kolding Kommune. Det er ifølge Jonas Møller Pedersen også et udtryk for det øgede fokus på at ruste byen og borgerne.
”Vi er i gang med en større indsats og laver nogle ting i kommunen for at sikre, at vi er bedre rustet. Vi laver et arrangement som dette for at give de borgere, der ikke føler sig klædt på en chance for at blive det”
Efterspørgsel fra borgere
“Vi gør det, fordi nogle borgere har efterspurgt det – de har spurgt : ’hvordan er det nu lige, man gør?’. Og så synes vi, at det er godt, at de får mulighed for at prøve det selv,” siger Jonas Møller Pedersen.
Det er TrekantBrand, der med deres faglighed vil stille op med udstyr og remedier og vise borgerne hvordan man f.eks. laver sandsække.
Udover selv at give sig i kast med at lave sandsække, så er der også en mulighed for borgerne til at få svar på nogle af de spørgsmål eller bekymringer, de måtte gå med. Kommunen vil desuden være repræsenteret og fortælle om deres beredskabs- og kriseplanlægning.