Værestederne i byen kæmper for at bevare mentorindsats
I starten af året blev mentorinitiativet ”Borger til borger” omlagt fra at være under kommunen til at være under værestederne. På trods af det fortsætter Ib med at besøge sin ven Verner hver tirsdag og torsdag – men de havde nok ikke mødt hinanden, i den form, initiativet findes i nu. Marianne Petersen fortæller, at værestederne nu arbejder på at opkvalificere initiativer, der om to år skal være lige så effektive, som før omlægningen.
I forbindelse med de årlige budgetforhandlinger valgte Kolding Kommune at nedlægge tilbuddet ”Borger til borger”. Tilbuddet var bygget op omkring en mentorordning, hvor sårbare og udfordrede borgere blev sat sammen med frivillige, som selv har været udfordret i livet.
Igennem tilbuddet mødte Ib-René Kruse sin ven Verner, og makkerparret har de sidste fire år tilbragt tid sammen to gange om ugen. Ib er hjerneskadet efter en komaindlæggelse, og Verner er født med et handicap.

”De har levede erfaringer og kan supplere til den pædagogiske indsats,” siger Marianne Petersen, der er leder ved Center for socialpædagogisk vejledning og væresteder i Kolding Kommune, der nu forsøger at videreføre mentorindsatsen. ”Det bliver en mere ligeværdig relation, når man kan bruge de erfaringer, man har med fra praksis.”
Selvom tilbuddet er blevet omlagt, holder de to kammerater stadig af at mødes. ”Det gør jeg, på grund af Verner,” siger Ib-René Kruse. ”At ’Borger til borger’ lukker ned, betyder ikke noget for os. Jeg fortsætter til den dag, en af os dør.”
Alligevel påpeger Ib, at sådan en som ham ikke havde mødt en som Verner i den form, tilbuddet findes i nu. For hverken Ib eller Verner er tilknyttet et værested i dag.
Ib-René Kruse venter på, at Verner dukker op til deres faste tirsdagsaftale. Foto af Anders Susgaard.
Ressourcerne fulgte ikke med
Siden initiativet ”Borger til borger” efter årsskiftet blev videregivet til værestederne, har Center for socialpædagogisk vejledning og væresteder i Kolding Kommune prøvet at få implementeret de samme indsatser.
Eftersom ”Borger til borger” blev overbragt med reducerede ressourcer, har Center for socialpædagogisk vejledning og væresteder forsøgt at opkvalificere indsatserne, der faciliterer de mentorforløb, som Ib tog, inden han blev matchet med Verner.
”Hvis det nu havde fortsat, var der startet et mentorforløb igen efter sommerferien,” fortæller Marianne Petersen. Det er dog nedprioriteret til fordel for kompetenceforløb, der har til formål at inkludere flere borgere.
På trods af besparelser tror Marianne Petersen på potentialet. ”Der kommer omkostninger over de næste to år – men vi tror på, at vi høster gevinsten på den lange bane.”
Det handler ifølge Marianne ikke om at afgrænse indsatsen til værestederne, men at værestederne på sigt skal være det, som ”Borger til borger” var. På den måde mener Marianne Petersen, at de kan facilitere møder, hvor andre som Ib kan møde deres Verner.
Video af Anders Susgaard
Venner for livet
Til en af dem går bort – eller til Verner siger stop. Ib-René Kruse vil fortsætte med besøgene, så længe det er muligt.
”Det giver dig noget at være der for et andet menneske,” fortæller han om sin motivation for at være mentor. ”For mig betyder det noget, at vi har opbygget et godt venskab.”
Hvis Ib skal spå om fremtiden, ser den ud, som den gør i dag. Verner og ham vil stadig mødes tirsdag og torsdag – og det havde de ikke gjort, hvis det ikke havde været for mentorindsatsen.
”’Borger til borger’ har vist, at det giver mening at skabe fællesskaber med nogle, der ligner en selv fremfor professionelle,” siger Marianne Petersen, der med det understreger, hvorfor de arbejder på at videreføre mentorindsatsen.
”Det er mere bæredygtigt, da man i pædagogiske indsatser slipper borgeren hurtigere, end hvis det er borgere, der hjælper hinanden.” siger hun.
Ib håber også, at der fortsættes med at tilbyde forløb, som dét, han og Verner er matchet igennem. Han tror, at mange i kommunen kunne få lige så meget glæde af at finde en ven for livet.