Tomme butikslokaler i bymidten: ”Det har været uundgåeligt”
Ejendomsmæglerfirmaet Nordicals ejer flere af de tomme butikslokaler i Koldings gågade. En særlig plan fra Kolding Kommune skal forsøge at rette op på bybilledet og skabe nyt liv i midtbyen.

En rapport fra Dansk Erhverv viser, at hver tiende detailhandelsarbejdsplads er forsvundet fra det lokale bybillede i Danmark fra 2010 til 2020. Tendensen er forholdsvis ensartet i alle 98 kommuner – herunder Kolding.
I byen er der flere tomme butikslokaler, som savner liv og købelystne kunder. Ifølge en af butikslokalernes ejendomsmæglere, drager borgerne mod storcenteret.
Flere forhold spiller ind
Ejendomsmæglerfirmaet Nordicals’ udlejningsskilte sidder i flere af de tomme butikslokaler. Indehaver af Nordicals i trekantområdet, Jon Stefansen, genkender udviklingen, og kalder det en forværring over den seneste årrække.
Jon Stefansen peger på flere forhold som årsag til udviklingen.
”Det har været uundgåeligt. Det kommer af at huslejeniveauet er for højt. Der kommer ikke så mange mennesker i bymidten længere. Folk tager i Kolding Storcenter eller til andre oplevelsessteder,” siger han.
Derudover kalder han coronanedlukningen for det sidste dødsstød, hvor flere butikker blev holdt tvangslukket, mens onlineshopping blev endnu større.
Dog siger han, at hvis man kigger på detailomsætningen, så er Kolding en af landets største kommuner. Størstedelen af omsætningen ligger bare ikke i centrum.
Ifølge Jon Stefansen er Kolding dårligere stillet end nogle af de omkringliggende byer. Blandt andet i Vejle, nævner han, at de har stor succes med detailbutikkerne i deres gågade.
Han peger på, at de har haft succes med at samle midtbylivet ét sted i stedet for at have det spredt over flere gader, som eksemplet er i Kolding.
Ny politisk løsning på vej
Han fortæller, at der fra politisk side bliver handlet i et forsøg på at skabe mere liv i centrum. Her vil man se på at samle Koldings mange gågader på én gade, og på den måde forsøge at samle midtbyen.
Derudover vil man kigge på at lave nogle af lokalerne fra de gader, der mister butikker om til boliger for at give midtbyen mere liv.
Byrådsmedlem for Radikale Venstre, Merete Due Paarup fortæller hvad der skal arbejdes med.
”Der skal lukkes nogle gågader. Butiksejerne skal understøttes til at være mere nytænkende, og lave crossover butikker, som både driver nethandel, detail og oplevelse.”